Ronaldo 2015
Indtast undertitel her

Jeg fik en slukket hest hjem. Han var ikke bange for noget, men heller ikke interesseret i noget. På trods af at jeg tog ham ud på en agilitybane for første gang, ville han slet ikke kigge på noget. Han havde lukket sig ind i sig selv, for ingen lyttede jo alligevel.

Jeg lyttede og efter en måneds tid vågnede Ronaldo op, virkelig op. Han var bange og nervøs og hoppende for alt, og på trods af dette tog han førerrollen på folden.

Vi trænede at kigge på alt, at blive ført, at vise tillid begge veje. Han var bange for alt på sin ryg, så vi startede ud med tov over ryggen. Derefter sadelunderlag og da dette var helt roligt, så også en dækkengjord.

Efter 3 måneder var vi på lammeskindssadlen og vi havde ikke set nogle voldsomme udbrud. Det var tid til jeg ville se hvad han gjorde med rytter. Min veninde kom og holdt....eller det prøvede hun, for i samme sekund min mås landede i sadlen panikkede han indtil han havde fået mig af igen.

Men som det ses her, var der også dage hvor det lykkedes.

Holdningen som man ser her, var Ronaldos generelle holdning. Hovedet eller nakken højt, altid. Sælger sagde "han er bare en der går højt". Vi gik straks igang med at træne at sænke hovedet.

Så begyndte vi at træne at få lædersadlen på og det gik rigtig fint.

Så kom dagen hvor jeg så hvad Ronaldos "problem" kunne forårsage. Han stod på staldgangen, sat fast i grimen. Jeg havde lagt sadlen på og lukket gjorden. Noget gjorde ham forskrækket, og ide han sprang op, tog han ligesom notits af sadlen, som han så forsøgte at bukke af. Men han var jo bundet fast, så han slog hovedet i muren, faldt på betongulvet.... igen og igen. Det var forfærdeligt, jeg kunne ikke komme til ham og kunne ikke berolige ham. Først da jeg klappede, stoppede han i sekunder nok til at jeg kunne udløse panikhagen, han bukkede igen, men da han nu var fri stoppede han. Helt svedt og forslået var vi begge meget forskrækket.

Al træning stoppede indtil Cecilie Stadler havde været der og rette ham ud igen, særligt hans bækken og hans kæber havde fået en ordentlig omgang.

For Ronaldo var det helt forfra. Han var nu igen bange for alle former for berøring på ryggen og vi startede fra sratch med tov, derefter sadelunderlag, sadel osv.

For mig var det en meget voldsom oplevelse og han er aldrig siden blevet bundet i noget jeg ikke var helt sikker på ville knække. Vi fik også herfra problemer med at stå bundet og spise, da han fandt ud af han kunne knække alt han havde på.